De sidste to uger, hvor vi hovedsageligt har opholdt os i Thailand, har vi set en masse sjove og spændende dyr.
Der var dog ikke meget dyr over det shoppingcenter, som vi besøgte den sidste dag i Yangon i Burma – det skulle da lige være priserne, der var ret dyre. Folk her havde tydeligvis også mange penge i forhold til alle de andre, som vi har mødt i Burma.
Om det var derfor, at de var mindre pågående, ved jeg ikke – men vi fik i hvert fald ikke nær så meget opmærksomhed, som alle de andre steder.
Til gengæld var der gode is, og så var der et sjovt show med dans og sang, der reklamerede for et eller andet elektronikmærke. Dagen sluttede med mad på hotellet, inden vi kom lidt tidligt i seng.
Næste dag skulle vi så rejse tilbage til Thailand. Vi kom med en taxa, der som sædvanlig ikke havde aircondition. Men til trods for både varme og masser af udstødningsrøg gennem vinduerne, så kom vi frem uden nogle ”uheld”. Personligt er jeg sikker på, at slikkepindene gjorde, at vi ikke blev køresyge.
I lufthavnen var der lidt ventetid, inden vi kom om bord – som nogle af de første, fordi vi var en børnefamilie.
Vi skulle mellemlande i Bangkok, hvor der igen var restauranter som McDonald’s. Desværre havde de ikke noget Happy Meal, så jeg fik ingen figurer denne gang. Efter lidt ventetid fløj vi videre mod Krabi.
Da vi landede i Krabi og fik fat på en taxa, faldt jeg i søvn med det samme. Så jeg blev (endnu engang) båret fra taxaen og ind i min seng på vores hotel i Ao Nang.
Derfor fik jeg også først hilst på Jens, Helen og Lasse næste morgen, da de stod op. Vi var jo som altid oppe kl. 6, men Lasse sover åbenbart længere, så de kom sent til morgenmad.
Men bortset fra at Lasse er en syvsover, så var det rigtig dejligt at have en at lege med – som snakkede dansk. Lasse var ret vild med mit Playmobil, og jeg fik vist også lært ham nogle tricks i poolen.
Vores hotelværelse var ret sejt, for jeg kunne hoppe direkte fra terrassen og ud i poolen. Og når jeg havde mine badevinger på, så kunne jeg selv få lov til at plaske rundt – ofte sammen med Helen, Jens og Lasse.
En stor del af vores tid blev brugt i poolen. Ofte startede dagen med morgenmad, og så hoppede jeg ellers i poolen. Frokosten blev tit spist lige i nærheden, og så var jeg i poolen igen.
Om aftenen tog vi alle syv normalt et par tuktuk’er til centrum, hvor vi fandt en restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Selvom mor og far prøvede at komme af sted i god tid, blev det dog tit lidt sent, før vi var i seng – så det tog mig ikke længe at falde i søvn. Hvis jeg da ikke allerede var faldet i søvn i Vildes klapvogn (hvilket skete et par gange).
Vi fik dog også oplevet lidt andet end hotellets pool. Bl.a. var vi ude at ride på elefanter. Først red vi rundt på en elefant i junglen. Turen sluttede af i en lille flod, hvor vores elefant bl.a. sprøjtede vand på Jens’, Helens og Lasses elefant (og lidt på dem).
Bagefter var der show med en babyelefant, som kunne en masse kunstner. Den kunne bl.a. stå på bagbenene, sparke til en fodbold og spille på mundharmonika – specielt det sidste syntes jeg var rigtig sjovt. Det var dog ikke helt så sjovt, da den ville sætte en hat på hovedet af mig.
Næste dag skulle Jens, Helen og Lasse til slangeshow. Vi havde allerede set slangeshow i Bangkok – men jeg spurgte, om jeg måtte komme med alligevel. Og det måtte jeg godt, så jeg tog alene af sted med dem, mens mor, far og Vilde blev hjemme.
Efter showet var vi også i et shoppingcenter, inden vi alle sammen mødtes på en restaurant for at spise aftensmad.
Forrige lørdag tog vi så alle syv på en såkaldt ”4 øer”-tur, hvor vi sejlede i longtail-båd til fire forskellige strande. Der var rigtig mange mennesker på de fire strande, men jeg fik både badet og dykket lidt. Det sjoveste var dog selve sejlturen, hvor jeg sad iklædt redningsvest og sang en masse forskellige sange.
I mandags var det så tid til af forlade Ao Nang – og Jens, Helen og Lasse. Det var lidt ærgerligt, at vi skulle videre, for det var ret sjovt at lege med Lasse (og bade med Jens og Helen).
Vi blev hentet i en minibus, hvor der var rigtig god plads. Og selvom jeg ellers aldrig sover middagslur, så faldt jeg i søvn kort tid efter, at vi var kørt fra hotellet.
Efter knap fire timer (og to bilfærge-sejlture) kom vi frem til næste sted på Koh Lanta. Her bor vi i en stor villa med to soveværelser og en kæmpe terrasse.
Villaen ligger højt oppe på en bakke, så udsigten er fantastisk. Til gengæld er gåturen fra den lille landsby og op til villaen meget hård. Den eneste, som har det nemt, er Vilde, som hygger sig i sin klapvogn. Heldigvis bliver jeg bestukket med is eller slikkepind, og så går det faktisk godt stort set uden brok.
Stedet har også en rigtig dejlig pool, hvor jeg er begyndt at svømme uden armvinger. Til sidst i Ao Nang kunne jeg svømme nogle få meter uden hjælpemidler, men nu kan jeg svømme meget længere – mindst 15 meter fra den ene ende af poolen til den anden.
Stilen er måske ikke så køn (en form for hundesvømning), men viljen fejler ikke noget, når jeg kæmper med at komme frem samtidig med, at jeg holder hovedet over vandet. Det går lidt nemmere, når jeg får min dykkermaske på. Her kan jeg efterhånden svømme ret langt under vandet.
Det eneste problem er nok, at jeg er ret frygtløs og bare hopper i – så mor og far bliver nødt til at holde godt øje med mig.
En typisk dag her på Koh Lanta har ofte været en kombination af pool og en tur ned til byen for at handle og spise lidt mad – og så ellers den lange tur op ad bakke igen.
En enkelt dag badede vi også nede på stranden, efter at vi havde spist frokost. Vi har også kigget lidt i nogle af de få butikker, som er her. Det lykkedes os bl.a. at finde en bikiniunderdel til mig, så jeg forhåbentlig kan få lidt sol på maven, inden vi skal hjem.
I går var dog lidt anderledes, for her tog vi på en kajaktur om eftermiddagen. Vi blev hentet af en pickup-bil, hvor vi alle fire skulle sidde bag på ladet på to sæder.
Efter køreturen skulle vi så over i en kajak, for at padle rundt i en mangroveskov. Jeg sejlede med far, mens Vilde sejlede med mor.
På vejen viste guiden (som var ret vild med mig) os nogle forskellige planter, som hvis man smed dem ned i vandet eller mudderet, så ville der vokse nye mangrovetræer op. Da jeg foreslog, at vi skulle vente på, at det skete, syntes mor og far dog ikke, at det var nogen god idé. Det ville åbenbart tage for lang tid.
Højdepunktet på turen var dog, at vi kom til et sted, hvor der var en masse aber, som vi kunne fodre med bananer. De var ret frække og hoppede bl.a. op på vores kajakker – dog mest Vildes, som ikke var særlig glad for det.
Men faktisk havde vi slet ikke behøvet at sejle i kajak for at se aber. For vi har aber lige udenfor døren – og vist nok også indenfor, hvis man glemmer at lukke vinduer og døre, når man går. Først gang jeg så dem, var jeg dog mere interesserede i de katte, der også var der.
Det har været dejligt at være tilbage i Thailand, hvor opmærksomheden ikke har været nær så stor som i Burma. Der er stadig mange, som gerne vil sige hej til Vilde og jeg – men det er som regel ikke så pågående.
Og faktisk har det flere gange været ret hyggeligt – som da kajakguiden gerne ville bære mig, og en af de ansatte på en restaurant begyndte at lege med Playmobil sammen med mig.
